Dansehallerne, Gotvedinstituttet
6. – 8. august 2021
Det hele foregår i slowmotion. Kolbøtter, svaj og rul udføres i et drømmende tempo, og jeg fængsles som iagttager af de minutiøse bevægelser. Dansernes præcision er ekstremt disciplineret, nærmest elitær.
Af: Frederik Nagel Fryland
HVAD ER DET
Moving a memory er en dansk-honkongsk samproduktion, der tager udgangspunkt i vores minder fra gymnastiksalen. Forestillingen udforsker fænomener, bevægelser og erfaringer fra idrættens hellige haller, som de fleste har et forhold til. Konceptet er tænkt og udviklet af den norske instruktør Jon R. Skulberg, der opfordrer til, at vi oplever gymnastiksalens disciplinære rum påny. Moving a memory bringer publikum tilbage til duftene af lakeret trægulv, tykke reb og brune ribber og inviterer til at bevæge minderne derfra. Det vækker minder om skemalagt motion og udfoldelse i gymnastiksalen, der ofte er forbundet med mange forskellige følelser.
Forestillingen er skabt af nordiske Convoi Exceptionnel, og hongkongske Onthewayson og KALOS production HK i samarbejde med Passage Festival, Dansehallerne og Bora Bora.
VI MENER
Der er noget anakronistisk over det frederiksbergske Gotvedinstituts mørklakerede gulve og træudskæringer i skønvirke-stil, der nærmere minder mig om et museum, end om en gymnastiksal fra min barndom. Det første rum, vi føres ind i, er et mintgrønt omklædningrum med smukt terazzogulv, skønne messingknager og træbænke. I denne Matadorkulisse bliver vi bedt om at lægge tasker, jakker og fodtøj inden forestillingen, samt at gøre os klar på at møde det næste rum med et åbent sind. Gennem en lille kroget vindeltrappe føres vi op til gymnastiksalen, der ligesom omklædningsrummet tilhører det forrige århundrede. Årtiers motion og slid har gjort træribberne langs væggen blankt mørkebrune og det glatte plankegulv er lakeret i tilsvarende mørke nuancer. Det er på mange måder et stramt defineret rum, der bevidner om et utal af gennemlevede minder og træningssessioner. Desværre frarøver den særlige sals detaljerigdom flere gange min opmærksomhed fra danserne og scenografien: stedet forbliver fremmed for mig og langtfra genkendeligt.
Langs ribberne i salens ene side er små skamler og puder til publikum placeret. Imellem to sektioner sidder musiker og komponist Paul Yip på et tæppe, fuldstændigt uforstyrret af publikums indtræden. Han sidder blandt et væld af instrumenter, jeg aldrig har set før: Der er en tungetromme, en indisk harmonika, keramikskåle i mange størrelser og en pokal i krystalglas, som alle giver magiske lyde fra sig, når han spiller på dem.
I salen står flere værker af kunstneren Maiken Bent, der alle er tydeligt inspireret af gymnastikredskaber, da det ligner, at det var redskaber engang. De er alle blevet twistet og har fået tilsat nye lag af beklædning, læder og farver, så ikke længere blot er måtter, bolde og bukke. Installationerne er finurligt konfigureret og udsmykket med farverigt stof, overdimensionerede svensknøgler, eller fiskeblink, der tvinger mig til at forholde mig til dem påny og arbejde med mine minder om det disciplinære rum. Maiken Bents værker tilfører forestillingen mystik og er med til at inddele det store åbne rum i mindre dele, men er desværre mest til skue og har ikke nogen funktion.
De tre dansere Wayson Poon, Paul Pui Wo Lee og Linette Stamp Christensen står helt stive og vejrer med kroppen, som siv i vinden, med fødderne nærmest naglet til gulvet. Med ryggen til publikum stirrer de ind i et tivolispejl på en redskabsvogn – ét af Maiken Bents værker – og i genspejlingen kan publikum se deres forvrængede ansigter.
I takt med at Paul Yip sender meditative lydklange ud i rummet, bevæger danserne sig stille væk fra spejlet og rundt i lokalet. Det hele foregår i slowmotion. Kolbøtter, svaj og rul udføres i et drømmende tempo, og jeg fængsles som iagttager af de minutiøse bevægelser. Dansernes præcision er ekstremt disciplineret, nærmest elitær. Publikum er helt stille, som var det linedansere de så på, og man kan høre hver gang et ankeltled giver en knækkende lyd eller fugtig hud piber ved friktion med det lakerede gulv. Wayson Poons drømmende og legende koreografi fjerner for en stund tyngdekraften i rummet, godt hjulpet på vej af Paul Yips meditative komposition og bløde lydunivers.
De beroligende toner river mig med og får mig til at glemme tiden. Det giver et sæt i mig, da en røgkanon går af og puster en grå sky ud i rummet, der får tydelig karakter af lyset, som stråler ind gennem salens store vinduer. Den klart definerede røgskys form opløses stille til en tyk tåge, der slører danserne og gør dem til fjerne minder, man kun fornemmer omridset af. Danserne fører hinanden, kaster luftbolde til publikum og vrider sig rundt i lokalet. Langsomt øges tempoet, og det hele kulminerer med danserne hængende fra ribberne.
Moving a memory er nu mit nyeste minde fra en gymnastiksal, men ikke nødvendigvis et der bevægede eller forandrede tidligere minder derfra. Selvom jeg var dybt betaget af det univers, jeg blev ført ind i, vakte det ikke resonans i mine tidligere erfaringer. Forestillingen var lige dele genkendelig, fremmed og mystisk, men vigtigst af alt et smukt minde, som jeg tager med mig. Dansehallerne m.fl. er i den grad lykkedes med at skabe et behageligt og udfordrende rum, der inviterer til refleksion og fordybelse, og tillader at man kan give sig hen til sine minders vold.
STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU:
De få billetter der er tilbage koster kun 60 kroner for unge under 25 år. Hvis du samler en gruppe (min. 6) af dine venner under 25 år, kan du endda få billetter helt ned til 40 kroner stykket.
FOTO: Louise Herrche Serup