MOVING A MEMORY // Convoi Exceptionnel (DK) & Onthewayson (HK)
/ Sceneblog / ANMELDELSER
⭐️⭐️⭐️⭐️
Jon R. Skulberg og Convoi Exceptionnel har med MOVING A MEMORY, i samarbejde med Hong Kong koreografen Wayson Poon, skabt et tværkunstnerisk værk hvor Wayson Poons minimalistiske koreografi – med sit umiskendelige Qi Gong inspirerede langsomme meditative tempo – hensætter betragteren i en trancelignende tilstand, der sammen med Paul Yips sfæriske toner, giver plads til en ro i rummet hvor Maiken Bents legende installationer kommer til sin ret.
Det var Dansehallerne der som co-producent havde inviteret os på besøg i Gotvedinstituttet, det ikoniske læringsrum for krop og sind, hvor den afbalancerede krop har været i fokus siden bevægelsespædagogen Helle Gotved i 1945 overtog huset, og skabte Gotvedgymnastikken. Og husets fredede gymnastiksal var som skabt til Skulbergs afbalancerede værk, hvor gymnastiksalens traditionelt afskrækkende hårde linjer og krav var afløst af en nærmest demonstrativ ro, der ikke blot åbnede sindet op for nye indtryk, men gav tid til individuel refleksion over egne gymnastiksalsbesøg i fordums tider.
Hvor danserne i Poon koreografien indledningsvis udgjorde et stillestående billede der understregede Maiken Bents sammensatte skulpturer i salen, åbnedes de op gennem komponisten Paul Yips toner, når han på sit diskrete tæppe behandlede sin samling af skåle, steeldrums og en indisk Shruti Box med overvældende præcision og i harmoni med danserne. Sammen med en mur af røg der ramte danserne som en dyne af afklaring, satte Yips anslag danserne fri, og værkets afslutning var dermed som en frigørelse af energi i den gymnastiksal, der førhen i sin stringente form har afgrænset og rammesat sine gæster.
Jon R. Skulberg og Wayson Poons MOVING A MEMORY er et åbnende, tværæstetisk værk der giver sit publikum tid til refleksion.
Foto: Louise Herrche Serup